Generel info



Konsultationer

Der er som udgangspunkt afsat 15 minutter til en konsultation. Heraf går ca. 10 minutter til samtale og undersøgelse samt ca. 5 minutter til forberedelse, bestilling af undersøgelser, henvisninger mv. I visse tilfælde kan der være afsat længere tid såsom ved eks. nogle børneundersøgelser, samtaleterapi med videre. Der kan sagtens tages flere ting op under konsultationen - bare tiden holdes. Såfremt der er behov for mere tid - da må der bestilles tid til flere konsultationer. Ved tider til akupunktur, kørekort mv., vil der typisk ikke være tid til andre problemstillinger. Der sættes typisk patienter med akutte problemstillinger til i tidsrummet 9-11. Hvis der er mange akutte patienter vil der i dette tidsrum kunne være længere ventetid. Ankomsttidspunktet er kun vejledende - svært syge kommer før mindre syge, små børn kommer til før store børn osv. Der er typisk kun sat én læge til at tage sig af akutte patienter - der kan ikke "vælges" specifik læge i denne situation. Telefon- og e-konsultation er beregnet til korte forespørgsler og svar. Der kan godt være op til 5 dages svartid på e-konsultation - ved akut behov for konsultation må dette besørges ved telefonisk henvendelse eller ved fremmøde i konsultationen.



Henvisninger

Henvisning til speciallæge og fysioterapeut kræver som udgangspunkt en gennemgang ved konsultation og udfærdiges ikke telefonisk. Henvisningerne sendes ikke længere til en bestemt speciallæge, men til ”henvisningshotellet”, hvor speciallægerne kan hente henvisningerne. Når du bliver henvist til privatpraktiserende speciallæge skal du selv sørge for at bestille en tid – du bliver ikke indkaldt. De forskellige speciallæger kan findes på sundhed.dk, hvor du også kan finde psykologer, fysioterapeuter og andre behandlere - søg HER.



Recepter

Det kræver som udgangspunkt fremmøde i konsultationen for at få fornyet recept på beroligende og stærk smertestillende medicin. Antibiotika, herunder penicillin mv., udskrives som udgangspunkt ikke telefonisk, men kræver vurdering ved konsultation i klinikken.



Prøvesvar

Svar på prøver gives mest hensigtsmæssigt i forbindelse med en konsultation. Prøvesvar kan være komplicerede at forklare og foranlediger hyppigt videre undersøgelse og henvisning. Vi tilstræber at følge op på unormale prøvesvar, men HUSK - Det er DIT ANSVAR at få svar på DINE PRØVER!!!



Blodprøvetagning

Blodprøver tages efter aftale i lægehuset eller på hospitalslaboratorium.
Hvis du bor i Region Hovedstaden kan du få taget blodprøver på Frederikssund Sygehus - åbningstiderne kan ses HER.
Hvis du bor i Region Sjælland kan du få taget blodprøver på Roskilde Sygehus - åbningstiderne kan ses HER.



Røntgen

Røntgenbilleder tages på et sygehus. Det kan i visse tilfælde aftales, at disse billeder tages som "drop-in" - dvs. uden forudgående tidsbestilling, hvor man møder op i billeddiagnostisk afdelings åbningstid.
Hvis du bor i Region Hovedstaden kan du få taget røntgen på eks. Frederikssund Sygehus - åbningstiderne kan ses HER.
Hvis du bor i Region Sjælland kan du få taget røntgen på Roskilde Sygehus - åbningstiderne kan ses HER.



Kørekort

Når der skal laves lægeattest i forbindelse med kørekort, skal du huske at medbringe et billede. Kom i god tid, da du inden konsultationen skal udfylde en side om dine helbredsforhold. Stærk smertestillende medicin og beroligende medicin er hyppigt en hindring iht. udstedelse af kørekort. Såfremt du tager stærk smertestillende eller beroligende medicin, bestil da en tid til gennemgang inden du kommer til lægeattest.